Tilbage til nyheder

Flyvende start i Midtjyllands Lufthavn

14-04-2023 12:13:59

Flyvende start i Midtjyllands Lufthavn

Det bliver fejret, når flyvningerne fra Midtjyllands Lufthavn genoptages mandag den 17. april

Mandag den 17. april klokken 7.00 letter det første flyv fra Midtjyllands Lufthavn, siden lufthavnen blev midlertidigt lukket i december 2022.

Det bliver en afgang udover det sædvanlige, for som supplement til turen til København får passagererne gratis rundstykker, kagemand og kaffe, ligesom flyselskabet DAT står klar med en overraskelse til de første gæster.

Indvielsen markeres også med taler fra borgmester i Herning Kommune og næstformand i Midtjyllands Lufthavn, Dorte West, og direktør for DAT, Jesper Rungholm, der ankommer til Karup klokken 6.15.

- Det er en stor dag for alle medarbejdere i Midtjyllands Lufthavn, og vi glæder os rigtig meget til at hejse flaget mandag morgen og igen kunne byde passagerer velkommen til vores lufthavn, siger lufthavnschef Jakob Kronborg.

Han kan samtidig løfte sløret for, at det ikke kun er mandag den 17. april, at passagerne på ruten får gratis kaffe.

Peter Larsen Kaffe har nemlig lovet at sponsere gratis kaffe den første måned, og Jakob Kronborg glæder sig over opbakningen fra erhvervslivet.

- Vi har gennem hele processen oplevet stor opbakning fra det regionale erhvervsliv, og vi glæder os rigtig meget både til mandag og generelt til igen at få daglige flyvninger fra Midtjyllands Lufthavn, siger Jakob Kronborg.

Yderligere oplysninger, lufthavnschef Jakob Kronborg, tlf: 22 43 89 44